Anime serien begynder med at familien netop er flyttet i en nyt lejlighed og drengen Ahisbe og hans far er sultne og venter på at mor kommer hjem som de kan få mad (siger ret meget om det japanske samfund at man stadig viser den slags i børneserier uden at det virker helt absurd). Ashibe går udenfor for at kigge efter moderen. Hvad han tror er en stor fisk falder af en lastbil og han tager den med ind. Faderen fortæller at de ikke kan spise den, da det er en sæl – og i øvrigt meget sød.
Næste dag kommer sælen, der er blevet navngivet Goma (sæl), med i skolen og alle er vilde med den. På vej hjem vil en af Ashibes ny klassekammeraters storebror tæve ham, men Ashibe krammer ham og han stikker af. Det får Ashiba til at tænke på en ven fra der han boede før, og vi ser hvor meget denne ven savner ham.
Lad os få det mest iøjnefaldende overstået først: Shounen Ashibe: Go! Go! Goma-chan er ikke en køn serie, men det er en børneserie og stilen er derefter. Tegne- og animationsmæssigt minder den lidt om Crayon Shin-chan, men humoren er meget mere rolig og dagligdags (hvis der da er noget dagligdags over at samle en sæl op som kæledyr) og mere typisk små-børne serie.
For det er jo hvad Goma-chan er, en serie til meget små børn, hvilket ikke helt passer med at en jo er på japansk med engelske undertekster – for sådan får små børn ikke glæde af den!
Det eneste jeg husker af lyd fra serien er sælen, der piver på en meget sød måde, lidt ligesom visse Pokémon eller egernet i Akatsuki no Yona. Resten af stemmerne og musikken var standard japansk børne-serie – hvilken den søde sæl jo egentlig også er, den er bare så sød at den skulle nævnes.
Historien er opbygget af en række små, korte tableauer der relaterer til hinanden men reelt er mange små historier centreret omkring Ashibes hverdag. Dette passer dog fint med børns korte opmærksomhed og ligner meget den måde vi også laver børneudsendelser på herovre.
Hvis man er voksen kan man stadig få et smil eller to ud af Goma-chan, men den er meget tynd og tydelig rettet mod små børn i alt fra stil til historie.
Kommentarer