The New Generation of manga ARTISTS Vol. 3 – THE RENGA PORTFOLIO

Renga artbooken er en samling af farveillustrationer af tegneren Renga. De forestiller stort set alle tynde, spinkle skolepiger i forskellige slags tøj, både seifuku (skoleuniformer) i forskellige designs men også i lette kjoler, bluser og bukser.

The New Generation of manga Artists Vol. 3 – The Renga Portfolio er en del af en serie af artbooks der bliver udgivet af det samme forlag som ”How to draw…” bøgerne, Graphic-Sha. Serien omhandler værker af nye, i vesten ukendte professionelle tegnere fra Japan. Desuden supplerer de fint forlagets tegnebøger som inspirationskilde.

Bogen er trykt i et format der er en anelse større end A4, lidt mindre end visse andre artbooks, men stadig et godt format til store illustrationer og som giver plads til at man kan nyde deres detaljer.

Papiret der er brugt er meget tykt og det gør at alle farverne træder godt frem.

Papiret sammen med en glimrende trykkvalitet gør at bogen giver et fysisk godt indtryk og at den er rigtig lækker at sidde og bladre igennem.

Tegnemæssigt er bogen også udmærket. Pigerne, som helt klart er temaet for denne bog, er alle tegnet ekstremt spinkle og tynde, nærmest ranglede idet de alle virker ret ”langstrakte.” Deres ansigter er meget udtryksfulde og levende, hvilket skyldes at der er gjort en del ud af øjnene og mundene. Der er også lagt arbejde i håret, pigerne har markante frisurer der passer med deres generelle stil hvilket er en vigtig del af de ting der gør at tegningerne så godt viser at de har en personlighed.

Den anden ting, der er med til at give personerne en så kraftig personlighed, er tøjet. Flere forskellige stilarter af tøj er repræsenteret; alt fra yukatas (en traditionel japansk beklædning) over skoleuniformer til afslappet fritidstøj som sweatshirts. Alt tøjet, uanset stil, er godt designet og virker som noget man kunne se unge piger gå med i virkeligheden uden at de ville føle sig umoderne eller være flove over det, ikke noget overdrevet fantasi/mandlig ønskedrøm over det.

Flere af tegningerne har ikke nogen baggrunde men er nærmest portrætter af personerne, men på de billeder der har er de ganske pæne. De er ikke ”hårdt” tegnet men virker meget afrundede, dels på grund af de varme farver der er brugt og dels på grund af de forholdsvis bløde linjer der er brugt. På nogle af billederne er der også brugt noget der minder om vandfarver, noget der også bidrager til det afrundede præg.

Den streg personerne er tegnet i er hellet ikke en hård, kraftig streg men mere bløde linjer, der mest minder om en blød blyantsstreg. Dette betyder dog ikke at personerne er udflydende, stregerne er bløde men tydelige og farverne følger stregerne så de udgør nogle sammenhængende flader.

Farvevalget er holdt i klare og kraftige farver, der igen er holdt i mere bløde toner, de er kraftige men uden at der er benyttet deciderede pangfarver. Farvevalget er også meget homogent, alle farverne passer med hinanden og ingen af dem skærer med de andre.

Alt i alt er The New Generation of manga Artists Vol. 3 – The Renga Portfolio en dejlig bog at blade igennem. Kvaliteten er god og tegningerne flotte, så hvis man kan lide at se på billeder af bishoujo (smukke piger) bør man kigge nærmere på bogen.

Genre: Artbook, bishoujo
Tegnet af: Renga
Udgives i US af: Graphic-Sha Publishing

Kategoriseret i:

Tagged i:

,