Tohru Honda har mistet begge sine forældre og for ikke at være til gene for sin bedstefar, så bor hun i et telt i skoven og tjener til sin skolegang ved at arbejde som rengøringspige. En dag på vej til skole støder hun på et hus i skoven, som bebos af to unge mænd fra den rige Souma familie. Den ene af disse er elev i hendes egen klasse, den meget attraktive Yuki, også kendt som skolens prins på grund af sit gode udseende og vane for at holde kølig distance til piger. Den anden af husets beboere er den lidt ældre Shigure, som lever af at skrive noveller.

Under et alvorligt regnskyld bliver Tohru forkølet og Yuki bringer hende til huset og får hende hurtigt tilbage på benene igen. Men regnskyllet udløste et jordskred der begravede Tohru’s telt og siden hun pludselig står tilbage uden noget, tilbyder Shigure at hun kan blive i huset som hushjælp, noget den meget huslige Tohru hurtigt vender sig til.

Da yderligere en ung mand, Kyu, ankommer til huset varer det dog ikke længe før hun finder ud af at de 3 gemmer på en dyb familiehemmelighed, nemlig at hvis de bliver omfavnet af en normal person af modsat køn, så forvandler de sig til et dyr fra det kinesiske Zodiak, såsom en hund, en mus og lignende.

Desværre har hemmeligholdelsen af deres tilstand medført at de udsatte familiemedlemmer er ret isolerede fra normale mennesker og har dybe personlige problemer på grund af det, noget som virker svært at fatte for den optimistiske og livsglade Tohru, som med sin ret naive og positive indstilling langsomt påvirker folk omkring hende, især Yuki og Kyu.

Fruits Basket er en romantisk komedie, der handler om Tohru, der har mistet alt men stadig går rundt med sin, til tider nærmest naive optimisme, og Souma familiens dystre og isolerede medlemmer. Selvom man nok kan forvente at Tohru langsomt løser de knuder de forskellige har, så er det dog stadig en fornøjelse at følge med i, ikke bare fordi at Souma familien har brug for Tohru til at hjælpe dem ud i den normale verden, men fordi hun også har dybe ar der skal heles med hjælp fra andre.

Men mest at alt, så er Fruits Basket uimodståelig sød og den veksler dejligt mellem humor og drama, med mange underlige indfald undervejs og har mere end et sted hvor man kan fristes til at knibe en tåre. Tegnestilen i serien er meget simpel, ret direkte adapteret fra mangaversionen, dog med afbræk, som en episode der omhandler Tohru’s muligvis overnaturlige veninde og som er domineret af underlige kameravinkler og alternative billedstil.

Fruits Basket er alt i alt en sjov, lettere romantisk historie om unge med problemer, hvor et af dem er at de har en tendens til at blive til dyr nu og da. Der er ikke den store action i serien og der er ofte skruet meget højt op for det mere nuttede, som da en af Souma familiens mindre piger begynder at følge Tohru rundt som en kylling efter en hønemor.

Så er man i det romantisk hjørne og godt kan lide et hjerteligt grin sammen med sit drama, så burde man stifte bekendtskab med Fruits Basket og de herlige personer der er med i den.

Genre: Romantik / Komedie, 26 episoder
Alder: 10+
Studie: Studio Deen, 2001
Amerikansk Licens: Funimation
Udgivet i Danmark

Kategoriseret i: