The Eccentric Family (Uchoten-kazoku) handler om fire brødre – Yasaburu, Yaichiro, Yajiro og Yashiro – der bor i Kyoto. Uden at vi mennesker ved det bor der tanuki (japanske vaskebjørne, der dog reelt er mårhunde) og tengu (krage-dæmon ånder) side om side med os mennesker, de har blot taget vores form for at passe ind i samfundet.

De fire brødres far var lederen af tanuki samfundet der og den bedste blandt deres mænd, historierne om hvordan han forvandlede sig til et helt bjerg går stadig, men en dag blev han fanget af nogle mennesker og lavet til tanuki suppe.
Seriens hovedperson er hans tredje søn, Yasaburu, der primært har arvet hans “idiot blod” og er afslappet og tager let på alting – måske for let.
Den ældste bror Yaichiro er flittig og kæmper for at få tingene til at hænge sammen men det kikser for ham indimellem.
Den anden ældste, Yajiro, har forvandlet sig til en frø og muret sig inde i en brønd.
Den yngste bror Yashiro er en bangebuks der kæmper med at holde sin sande form skjult.
De bor sammen med deres mor der har mottoet “Hvad der er sjovt er godt”

Serien handler om familien, hvordan den hjælper den gamle tengu Akadama, den manipulerende menneske-pige Benten der har guddommelige evner og den rivaliserende Ebisugawa tanuki familie.

Serien er en af de ny fra sommeren 2013, og den er efter min mening blandt den bedre anime i lang tid – omend den ikke er for alle.

Grafisk er serien tydelig 2013 med flotte baggrunde (der på godt og ondt ligner at de er fotografier af Kyoto kørt gennem et filter) og relativt flydende animationer (noget man ikke altid kan forvente af anime). Den har nogle markante character designs, hvilket giver den en egen charme, og de passer godt til seriens overnaturlige stemning baseret på de japanske myter.

Lydmæssigt er serien udmærket med passende musik og velvalgte stemmer, men den mangler noget der skiller den ud på samme måde som tegnestilen gør.

Historien er ret episodisk, men der bygger videre på den fantastiske verden der langsomt åbner sig for en mere og mere for hvert afsnit man ser. Det er denne vidunderlige verden, der tydeligt bygger på de japanske myter bare i den moderne verden, der gør serien så fængende for mig personligt. Jeg kender dog de fleste af disse myter i forvejen, så jeg kan genkende dem og more mig over at se dem udfoldet, men jeg er ikke sikker på at folk uden samme kendskab vil more sig helt så meget, for dem vil det nok bare være underlige dyr der forvandler sig til mennesker og en masse henvisninger til underlige navne og ting.
Tempoet i serien er heller ikke vanvittigt højt, omend der ikke er dvælende scener så sker der egentlig ikke vildt meget i løbet af et afsnit, så for hardcore action fanatikere med behov for høj puls konstant vil den ikke være det rette.

Samlet er serien værd at tage et kig på hvis du finder japanske myter spændende og/eller har trang til lidt mere afslappende og underfundig underholdning.

Serien kan ses gratis og lovligt på Crunchyroll

Kategoriseret i: