Anime Udtryk

Der er nok ingen tvivl om at originalsproget for anime er Japansk, selvom fans altid har været delt op i dem der foretrak den originale tale og så dem der foretrækker at de er dubbet i et sprog de forstår. Her i artiklen kigger jeg på nogle af de mange udtryk der har sneget sig ind i den vestlige fan kultur og på nogle af de ting der er svære eller umulige at oversætte uden at de mister deres originale betydninger.

Det første man nok vil støde på er de japanske titler som man tilføjer til navne. Siden man i Japan fokusere meget på status, så er der en del tilføjelser, meget afhængig af hvem der taler til hvem, da det betragtes som meget personligt at bruge en persons fornavn alene.

Den grundlæggende titel er “-san,” som mest af alt svarer til vores Hr., men bruges til alle voksne. Selv personer man har kendt i længere tid tiltales med -san hvis man ikke ligefrem er gode venner.

“-chan” er nok en man vil støde meget på i anime og den sværeste at oversætte. Det tilføjes til piger og børns fornavne, indtil de bliver voksne, og selv der kan forældre, søskende og venner stadig finde på at bruge det. Ofte vil veninder eller familie bruge mindre versioner af navnet sammen med -chan, så Aiko bliver til Ai-chan. Tilføjelsen er også brugt til kæledyr eller ting som bamser og dukker.

“-kun” vil man nok også støde på med tiden. Den tilføjelse bliver hovedsageligt brugt på drengenavne, men kan også bruges mellem folk der arbejder i samme firma, ofte en overordnet til en laverestående medarbejder.

“-sama” er ikke så meget brugt i Japan mere, men forekommer tit i anime eller japanske film. Det er en tiltale der bruges til en der er højerestående eller som man betragter som bedre end en selv.

En anden ting i den japanske kultur der kan forvirre os vestlige personer er brugen af “onee” og “onii”, henholdsvis søster og bror. Japanerne har ikke ord for storebror, storesøster, lillebror og lillesøster. I stedet bliver statusnavne ofte brugt til at vise om personen er ældre og derfor vigtigere. Så ens storesøster vil derfor ofte tiltales “onee-san,” men det er ikke en regel og kommer an på forholdet mellem søskende. Især i anime vil man oftest støde på at yngre søskende tiltaler de ældre på den måde, snarere end omvendt.

Men for at gøre det lidt mere forvirrende, så kan et barn tiltale hvilken som helst ung person sådan. Så hvis et barn skal spørge en ung mand om vej, så kan tiltalen være “onii-san.” Den ret løse brug af disse ord, især i anime, kan forvirre og gøre det svært at se hvornår nogen er ægte søskende og hvornår det bare bliver brugt som tiltale.

En anden ting som bliver brugt i anime som kan være svært at oversætte er underlige lydord brugt for enden af linier. Det meste kendte af disse er “-nyo”, Di Gi Charat’s kendingslyd, som afslutter alle linier hun siger. Ordet betyder intet, men i visse animeserier bruges det ofte, ligesom en del andre ord af samme art. Den eneste undtagelse er “desu” som er et meget fleksibelt ord der oftest bruges til at hentyde til en selv og til tider bliver det meget misbrugt i anime.

Ordspil er også noget der ofte er problematisk at oversætte til engelsk. Næsten alle Japanske ord har flere betydninger, alt efter hvordan det er brugt. For eksempel så betyder “kami” både gud og hår. Det betyder at der er mange oplagte ordspil som er svære eller umulige at oversætte. For at gøre det sværere, så har japanske fornavne også betydninger og vil især i mere barnlige anime og manga være forbundet med indehaverens personlighed.

Og så for at slutte af, en lille stribe af ord man kan støde ind i når man omgås animefans.

En “otaku” er noget animefans ofte kalder sig selv, og dets japanske betydning er en fan der er mere end bare en normal tilhænger af noget, nærmest som vores fodbold roligans kunne kaldes fodbold otaku, fordi de ikke bare tager til en fodboldkamp hist og her, men deltager mere aktivt og dedikeret i deres hobby.

“konnichi wa” betyder goddag, ligesom “sayonara” betyder farvel. Er man lidt mere hip, så kan man hilse med “oisu” eller bare “oi” og bruge “ja-ne” til at sige farvel.

“kawaii” er et ord man nok ikke kan undgå at høre i forbindelse med anime. Det betyder nuttet eller sød og er meget brugt af de fans der lytter til de japanske versioner.

“shoujo” – “shounen” betyder pige og dreng. De to ord bliver ofte brugt til at beskrive visse typer anime. shoujo anime er for det meste romantik og drama, imens shounen er action og ofte lettere nøgenhed.

Som man muligvis har forstået ud fra artiklen her, så er der undertoner i anime der kan være meget svære at oversætte, men som man med tiden lærer at genkende og vender sig til. For Japan har sin egen og ret dybe kultur som er afspejlet i deres anime og manga. Om det så er med undertekster eller med nye stemmer, så kan der gå detaljer tabt hvis man ikke lægger mærke til dem eller man slet ikke forstår brugen af dem. Dog vil jeg ikke råde folk til at basere deres kulturelle forståelse af Japan på hvad de har set i anime og manga, siden disse ting er oftest stærk overdrevne.

Skriv et svar