Ichigo og Rukia udfører deres job i vores verden og jager hollows i byen da de møder nogle underlige hvide spøgelsesagtige væsner med røde hoveder. De ved ikke hvad de er, så de angriber dem ikke, men en ukendt soul reaper (shinigami) dukker op og udrydder dem.
Det viser sig at hun hedder Senna, men hun ved ikke hvilket squad hun hører til og generelt ikke noget om soul reapere ud over at hun er en. Rukia tager tilbage til Soul Society for at undersøge deres optegnelser medens Ichigo får til opgave at holde øje med hende, noget der viser sig at være sværere end det lyder idet hun stikker af hele tiden.
Hun slæber Ichigo med gennem et indkøbscenter og langsomt lærer han mere om hende…

Det viser sig at der også er problemer med at den dimension, der ligger mellem vores levende verden og Soul Society, er begyndt at få de to til at trække sig mod hinanden, og til sidst vil verdenerne mødes og begge ødelægges. Nøglen til dette er blanks, åndevæsner uden hukommelse og den såkaldte Shinenju, den samlede hukommelse for disse sjæle. Shinenju er kommet til vores verden, men hvem er hun og hvad er grunden til verdenernes pludselig bevægelse…

Lad os få det vigtigste klaret først: filmen er godt nok stand alone og folk uden kendskab til serien vil forstå det mest grundlæggende, men den er tydeligvis lavet til fans af TV-serien. Dette betyder at stort set alle nævneværdige personer fra TV-serien er med, ofte i så små indslag at de lige når at vise deres signatur angreb og se seje ud for så at forsvinde, ingen baggrund eller historie for dem. Dette forvirrer nye seere men selv inkarnerede fans kan føle at der mangler substans bag personerne.

Historien er da også lidt tynd, hvilket er forståeligt med så mange personer der skulle presses ind, men alligevel har de puttet en ny kvindelig hoverperson ind, som vi godt nok hører noget om idet hun får mest skærmtid af alle, men alligevel føler jeg at man kun skrabede hendes personlighed overfladisk. Dette kan dog undskyldes med hendes specielle væsen, så det kan tilgives.
Historien passer dog godt ind i Bleach universet, den den virker troværdig i forhold til resten af ”mytologien” i serien og udfylder nogle områder, der kun var blevet behandlet kort. Det betyder dog ikke, at den har nogen indflydelse på hvad der sker i serien, noget man også sagtens kan mærke fra starten af i filmen, den er indbegrebet af filler, men på den gode måde.

Grafisk er filmen flot, det er tydeligt at budgettet har fået et nøk op i forhold til TV-serien med utroligt smukke baggrunde og ingen genbrug af animation – noget selve serien lider noget under. Der er dog nogle få ting i tegnestilen der er lidt anderledes, omend alle personer ser ud som de bør er der noget der er en smule off uden at jeg kan sætte en finger på det. Det er tydeligt at der er brugt mere computer og flere sekvenser er tydeligt 3D lavet til at ligne 2D, noget der gør at jeg ikke kunne fokusere på fjernsynet i lang tid af gangen, men det kan variere fra person til person omend det er første gang jeg oplever det.

Alt i alt er det dog en glimrende film hvis man kan lide serien og ikke forventer mere af den end den er, nemlig en forlænget filler-historie der dog formår at føje et lille lag mere til universet, hvilket er noget af det bedste en film til en lang TV-serie kan håbe på og den bedst mulige ros.

Anbefales til fans af Bleach, alle andre vil nemt fare vild i alle de navne og personer der popper op undervejs uden nogen form for introduktion, uden kendskab til personerne vil meget af charmen, der primært ligger i gensynsglæden, ved filmen gå tabt.

Kategoriseret i: