Engang i slutningen af århundredet spreder en mystisk virus sig, en virus der både rammer mennesker og maskiner og kontrollerer dem fuldstændig.

Det område, der er værst ramt af virusen, er Neo Hong Kong Til at bekæmpe den og de personer/ting der er inficerede har man oprettet enheden STAND. Denne trup af specialister er udstyret med de bedste kampdragter der findes, og deres mobile hovedkvarter er bevæbnet lige så kraftigt som en panser-enhed, så det er ikke slagkraft de mangler.
Men vil deres kamp mod de allerede inficerede være nok til at holde virusen nede?

En dag forsøger en ung mand, Serge, at slå lederen af truppen ihjel, men han bydes tværtimod velkommen og får at vide at han var ventet. Samtidig angriber en af virusen kontrolleret maskine, og Serge stjæler en af truppens kampdragter og slår virusen efter at have udvist en større kampevne end alle andre.
Men hvem eller hvad er Serge? Og hvorfor kender lederen ham?

Virus er opbygget som en klassisk cyber-punk anime, og langt hen ad vejen virker den meget inspireret af Bubblegum Crisis (se anmeldelse blad 3). På trods af dens mangel på originalitet, og deraf ofte følgende forudsigelighed, formår den dog at underholde, og på grund af mængden af ubesvarede spørgsmål kan den alligevel fange en.
Og man kan ikke komme uden om at cyber-punk genren gør sig godt som animation, idet der her er mulighed for alle de passende special effects uden at det vil ødelægge et budget.

Grafisk er serien nogenlunde, men absolut ikke noget specielt. Modsat hvad man ville forvente af genren er der ikke brugt nogen computer-skabte sekvenser, hvilket visuelt er et rart afbræk.
Karakter designet er lavet af Masami Obari (Detonator Orgun, Fatal Fury, Gowcaizer), og hans streg er let genkendelig på godt og ondt. Om man bryder sig om hans stil er en smagssag, men det karakteristiske udseende vil ikke tiltale alle. Lyden er ikke værd at nævne, den er der og den gør sit job. Så teknisk er serien samlet acceptabel, men sammenlignet med mange nyere serier blegner den kraftigt.

Cyber punk fans går ikke galt i byen med Virus, medmindre de ikke kan lide Obaris stil. Det samme kan siges om hans fans og genren. Alle der ikke er fans af nogen af delene bør holde igen og overveje om de ikke kan bruge deres penge mere fornuftigt.

Anden titel: Virus Buster Serge
Genre: Cyber punk / action
Alder: 13+
Anime lavet af: J. C. Staff
Amerikansk licens: Manga Entertainment

Kategoriseret i:

Tagged i:

, ,