Justin vil være eventyrer ligesom sin far. Sammen med den lille pige Sue gør han byen Parm usikker under deres træning til at blive eventyrere. Justins aller kæreste eje er hans Spirit Stone, som han arvede efter sin far. Alle andre tror at det er en forfalskning, men Justin er overbevist om at den er ægte.
En dag får de af lederen af byens museum lov til at besøge et sted, hvor der laves arkæologiske udgravninger, men det er militæret der står for det, og de vil ikke have at et par børn ser, hvad de leder efter.
Justin og Sue sniger sig alligevel ind til udgravningen, og der møder de et hologram af kvinden Liete, der siger at de skal drage over havet til den Ny Verden. Et er sikkert: bæreren af the Spirit Stone er udvalgt til at løse en stor opgave…
Lad os begynde med det lidt negative: Grandia er ikke specielt flot, det eneste der er over middel er de tegnede mellemsekvenser, de kunne lige så godt stamme fra en anime som f.eks. Nadia.
Man kan godt mærke at spillet er en konvertering til Playstation af et spil til Sega Saturn fra 1996. Ud over at den grafiske standard ikke var så høj dengang (og da var Grandia en af de bedre udseende titler) er konverteringen ikke lykkedes så godt. Nogle steder hakker billedet, og den gamle Saturn udgave skulle efter sigende ofte være bedre grafisk. Grafikken er lavet i klassisk japansk fantasy stil, men er alle steder tegnet godt. Områderne er tegnet i 3D mens personernes udseende er bitmapgrafik, der er trukket på en 3D ramme. Umiddelbart lyder det til at være grimt, men man mærker det ikke, tværtimod ser personerne mere detaljerede ud end i flere andre spil. Det hele er lavet i en pæn og lidt sød streg, men det bliver aldrig overdrevet og fjenderne er ofte ret grimme og ret store mens deres modstandere (spillerens personer) er mindre og lidt nuttede. Grafikken måske ikke den flotteste, men den har sin egen charme og passer godt til resten af spillet.
Hvis grafikken ikke er noget specielt, så er musikken til gengæld noget af det bedre der er lavet til spil. Musikken kan sagtens måle sig med den i mange tv-serier eller film, og der er da også udkommet flere albums med den i Japan. Der er ny musik for hvert område, og musikken passer hver gang i stil til området, det endda selvom det hele er holdt i en form for episk fantasy stil. Det imponerende er, at selvom det mere eller mindre er samme stil hele spillet igennem bliver man ikke på noget tidspunkt træt af det.
En anden del af lydsiden, der trækker spillet over middel, er at der nogen gange er lagt stemme til dialogen. Indrømmet, det er ofte lidt ulogisk hvorfor der netop er lagt stemmer på et sted og ikke på et andet, og dialogen kan skifte mellem ren tekst, tekst med tale og ren tekst igen i løbet af en samtale, men bare det at stemmerne er der gør meget. Stemmerne i den engelske version er heller ikke de allerbedste, men de gør deres arbejde og giver spillet endnu mere atmosfære. Den japanske tale skulle være virkeligt god, noget jeg desværre ikke har haft mulighed for at bekræfte.
Den vigtigste ting i et spil er gameplayet, og her skuffer Grandia heller ikke. Hvor visse andre nyere rpgs næsten er Final Fantasy kloner, er Grandia på flere punkter bygget anderledes op uden dog at være så anderledes at det kan være svært at finde ud af.
Kampsystemet minder meget om det i andre nyere rpgs: der er en bar nederst i billedet, hvor både spillerne og monstrene er vist. Ude mod højre på baren er er der et punkt der hedder command, og når en person når det skal man angive, hvad personen skal gøre. Når personen/monstret når yderst til højre bliver handlingen så udført og man begynder til venstre på baren igen. Det er forskelligt hvor hurtigt personerne/monstrene bevæger sig hen ad baren efter deres initiativ, og hvis man angriber et monster kan det være at man sænker eller endda ophæver dets valgte handling eller dets tur.
Et sted, hvor Grandia også kan måle sig med de store, er dets magisystem. Man bruger mana eggs til at købe et magisk element (nogle af personerne har dog et eller flere elementer fra starten af) og får en enkelt spell inden for det element. Når man bruger spells tjener man exp til elementet, og efterhånden som elementets level stiger lærer man nye spells. Men hver enkelt spell optjener også point jo mere man bruger den. Alt i alt et mere traditionelt form for magisystem, men det fungerer så ikke noget at sætte fingeren på der. Man ender med at bekymre sig lige så meget om at “levelle” sin magi op som selve personen. En ting, der minder om spells, nåde i funktion og måde at stige på, er personernes special moves/skills. De vælges ligesom magi, og som i andre spil der har noget lignende (f.eks. FF seriens limit breaks) er de ret fede. Det rigtigt fede ved det, er dog at de er afhængige af personens skill i flere våben, man er altså nødt til at have et vist niveau i alle våben for at lære alle moves (og når man har set Justins “Heaven and Earth Cut” har man lyst til det…)
Historien er mere eller mindre kliche hele vejen igennem, men den virker, og mens man spiller tænker man ikke over, at det historien bare er en ny blanding af ting man har set før i andre fantasy-historier. Slutningen på spillet kan måske virke lidt som et anti-klimaks, men man tilgiver det let da turen dertil har være så underholdene. Desuden er historien meget medrivende, man ender nemt med at spille virkelig lang tid, fordi man lige vil se hvad der så sker.
Alt i alt er Grandia et af de bedste rollespil, der findes, og enhver der godt kan lide rollespil burde have det i sin samling. På grund af dets alder kan det dog være svært at opstøve i dag.
