Idéer er en sjov størrelse. En god idé kan komme til dig på de mærkeligste steder og tidspunkter, ofte når du mindst venter det. Præcis hvordan ideer opstår kan være svært at sige, men det er ikke ualmindeligt at de begynder med en sær, lille strøtanke. Denne anmeldelse vil herunder dække, hvad der blev resultatet af at en spøjs mand en dag slappede af med noget havearbejde, pludselig kiggede ned i et af sine bede og tænkte: “Kunne det ikke være enormt sjovt, hvis der løb små farvede væsner rundt mellem planterne?”
Du er Captain Olimar fra planeten Hocatate, rumrejsende og anset interstellar fragtmand af videnskabeligt forskningsmateriale. Da du i lang tid har arbejdet hårdt, har du besluttet at tage dig en velfortjent ferie i det ydre rum i dit elskede rumfartøj, Delfinen (The Dolphin). Rejsen går desværre langt fra glat. Knap er du fløjet ud fra hjemstavnen, før en vildfaren asteroide rammer dit fartøj. Hårdt skadet styrer dit rumskib mod den nærmeste planet, for at blive spredt over et godt stykke af planetens overflade.
Da du kommer til dig selv efter den hårde nødlanding, finder du til din store bekymring ud af at dit fartøj desværre nok kan betegnes som værende noget nær totalskadet, og du vil ikke kunne lette. Hvad værre er, luften på planeten er giftig for dig, og din egen rumdragt har kun strøm til tredive dage. Dybt nedslået giver du dig til at undersøge overfladen for spor af dine rumskibsdele. Inden længe støder du på et underligt kæmpeløg, som, da du rører det, smider et frø, der snart spirer og ved oprykning viser sig at være et underligt lille væsen, der er mere end ivrig efter at hjælpe dig på din mission. Dit eventyr kan begynde.
Lad det være sagt med det samme: Pikmin er unikt, underholdende og nøjagtigt lige så spøjst som ideen der startede det, både i kraft af historie og gameplay såvel som de forskellige genre-elementer. Selv en hårdkogt gamer vil nok have vanskeligheder ved at arkivere Pikmin under én bestemt genre, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre. Selvom en stor del af spillet er baseret på Real Time Strategy-elementer, vil fans af denne genre nok ikke kalde det et sandt strategispil, selvom de ville kunne nikke genkendende til meget. Ligeledes vil fans af andre genrer også kunne genkende ting.
Pikmin starter enkelt. I begyndelsen vandrer man rundt på overfladen af planeten som Captain Olimar, men inden længe finder man et løg, som producerer Pikmins. Det handler så om at få disse Pikmins til at indsamle næring til løget, som derved producerer flere Pikmins, indtil man har en styrke stor nok til at hjælpe en med at finde de manglende skibsdele. Pikmins kan deles op i tre typer: Der er røde, gule og blå Pikmins, som hver har deres specielle særtrin. Røde Pikmins er f.eks. de bedste krigere og er modstandsdygtige overfor flammer, hvor gule Pikmins kan kastes længere/højere og er eksperter i at håndtere bomber. I begyndelsen har man kun røde Pikmins, men man opdager snart at det vil være nødvendigt at udforske andre områder på planeten, for at finde de andre Pikmintyper, hvis man skal gøre sig håb om at finde alle de tredive skibsdele, som er spredt over planeten.
Ligesom i strategispil handler det om at indsamle ressourcer (i form af faldne fjender eller Pikmin-tabletter), og producere en masse units, som man skal organisere og få til at samarbejde efter bedste evne. Modsat strategispil er man som feltherre dog meget nær på sine enheder, idet man vandrer rundt på overfladen sammen med dem. Dette bevirker at man kun kan styre én gruppe ad gangen og at man desuden skal huske at holde sig lidt på afstand, når man sender sin hær i kamp mod planetens rovdyr. Captain Olimar er nemlig præcis lige så sårbar som ethvert andet levende væsen på hans størrelse, og får han for mange skrammer, så er det Game Over, og man må starte den pågældende bane forfra. Captain Olimars placering i spillet gør også at kampene bliver en del mere hektiske og nærheds-prægede, når man pisker rundt mellem sine enheder (op til 100 på én gang!) og fløjter ordrer, mens man forsøger at undgå selv at tage skade.
Kontrolmæssigt fungerer spillet fint. Kameraet giver sjældent problemer, da det altid er placeret, så det kigger skråt ned på Olimar. Man har mulighed for at zoome ind og ud, samt roterer kameraet på de to grå skulderknapper. Desuden kan vinklen på kameraet justeres på Z-knappen. Placeringen af knapper falder nogenlunde naturligt, selvom visse kontrolelementer lige skal prøves et par gange, før man har styr på det.
I hvert område findes der en “landingsbase”, som typisk er et lille, afgrænset område af banen, hvor man har fred til at dyrke Pikmins og hvor Captain Olimar kan genoplade sin rumdragts beskyttelse fra sit skib, hvilket let kan blive nødvendigt i nogle af de senere områder. Hvert område har så et bestemt antal skibsdele, som man skal forsøge at få flest muligt af hjem til basen, inden solnedgang. Det er desuden vigtigt at sørge for at have alle Pikmins lagret i løgene eller i følgeskab med sig selv, når natten falder på, da de ellers vil blive spist af rovdyr i ly af mørket.
Tiden er nok den største hage ved Pikmin. Du har tredive dag til at finde alle skibsdelene, før din dragt holder op med at virke og stakkels Captain Olimar lider kvælnings-døden. En dag varer ca. 15 minutter i virkeligheden og spillet kan derfor virke en anelse stressende af og til. Tidsbegrænsningen er sandsynligvis lagt på med henblik på at øge sværhedsgraden, men det kan virke generende at man ikke altid har tid til at køre igennem i sit eget tempo og lægge mærke til de små detaljer.
Grafisk set er Pikmin udmærket. Grafikken er flot, selvom den langt fra presser maskinen. Hele spillet er bygget op i en noget nuttet og rund stil, som går fint i et med spillets tema. Teksturerne er ligeledes flotte (en stor del af dem er baseret på Shigeru Miyamotos egen have), selvom de godt kunne have været af højere opløsning.
Holdbarhedsmæssigt er Pikmin dog ikke blandt de bedste. Hovedspillet er beklageligt kort, hvis man drøner igennem det, hvilket specielt hardcore RTS-spillere sikkert vil være i stand til. En Challenge Mode, hvor man skal udføre specifikke opgaver på de forskellige områder redder dog noget hjem, men det er ærgerligt at sådan et fornøjeligt spil ikke er længere.
Pikmin er en beretning om hvordan en spøjs strøtanke kan blive til et særdeles underholdende spil og et prima eksempel på nytænkning, som har manglet lidt i spilbranchen i den seneste tid. Desværre har det også sine fejl og mangler, men de mange gode ting det også indeholder er nok til at redde det en god karakter alligevel. Selvom man ikke har lyst til at eje det, skylder man i det mindste sig selv at prøve det.
